Venus – Uge 46

Venus – Uge 46
13. november 2022 Meriam

Ugeplan for Venus

Ugen der gik og kommende uge

Matematik med Meriam

I denne uge har vi afsluttet emnet gange. Vi har arbejdet med regnescenarierne Pizza Bellano og Europas hovedsteder i kernebogen. Et par stykker af jer nåede også ret langt med gange plakater til klassen!
I kommende uge skal vi arbejde med talsystemet. Det gør vi blot en enkelt uge, inden vi tager hul på vores næste emne – division! Vi runder af og opfrisker hvad vi har lært gennem de seneste par uger. Kan I mon huske gangemetoden til at regne gangestykker? Kan I huske hvordan man afrunder til nærmeste 1.000? 10.000? 100.000? Vi starter ugen med at spille Matematik Jeopardy. Det har vi ikke prøvet at spille før, men det bliver sjovt! På onsdag skal vi regne opgaver fra matematikjagten og være kreative i vores formelsamlinger. Tag gerne tusser og farver med. I får også nye pladser i matematik, som I kan glæde jer til.

 

Engelsk, tysk og billedkunst med Nanna

Billedkunst: I sidste uge arbejdede vi med ansigtsmaling. Man skulle bl.a. vænne sig til at male på en person og ikke på et papir på bordet, og man skulle også lige mærke efter, hvor meget vand og hvor meget maling, man skulle bruge for at få en dækkende farve. Vi fortsætter i næste uge, hvor vi skal forsøge at udnytte ansigtets former i designet.

Engelsk og tysk: Vi fik færdiggjort personkarakteristikkerne og talt om dem i klassen. Derudover fik eleverne nogle ekstra opgaver, mens alle blev færdige med personkarakteristikkerne. Dette tog længere tid end forventet, så vi måtte udskyde tysk til den kommende uge. Derfor vil vi i næste uge kun have tysk, hvor vi skal lære at præsentere vores familie. Efter den kommende uge, starter vi så et nyt forløb i engelsk.

Vi skal lige øve os i at være klar til undervisningen efter morgensamling og 10’er pausen.

Talenter og passioner

Et nyt forløb er startet med følgende værksteder: Video og Kodning med Hjalte, Sport med Meriam, Madlavning med Rasmus og Tegne/Skrive med Nanna.