Merkur – Uge 47

Merkur – Uge 47
19. november 2022 Sofie

Kære forældre og elever i Merkur

Vi har i denne uge haft om sanser, og derfor har vi brugt hele ugen på at se, lytte, smage, dufte og mærke. Vi var i sansetunnelen i tirsdags, og jeg mener faktisk at alle elever fra Merkur blev så modige at de turde tage tunnelen. Derudover har vi leget sanselege på skolen og arbejdet i et sansehæfte.

Selvom vi ikke havde normal dansktime, kom nogle af eleverne til at lære at læse. De sagde lydende til de bogstaver jeg skrev på tavlen, og vupti så vidste de hvad jeg havde skrevet. Det er mega dejligt at de er så nysgerrige og motiverede i deres læring, og det kan mærkes tydeligt i undervisningen. De er virkelig seje til at gå i skole!

Jeg træner dem stadig i at have et pænt sprog til hinanden i klassen, og Sara har også været inde i klassen og givet en lille opsang. Vi tror på, at når alle voksne omkring børnene er opmærksomme, og hjælper eleverne med alternativer til at gøre sproget rarere over for hinanden, så kan vi hurtigt få vænnet dem af med måden de taler til hinanden lige nu:)

Julehygge i Merkur
Nu er det snart december og vi glæder os til en hyggelig julemåned i klassen. Som skrevet i sidste ugebrev har vi på skolen aftalt at alle klasser har en pakkekalender – i Merkur bliver det en pakkekalender, hvor hvert barn har en gave med og så trækker vi hver dag et navn på en af børnene, som får en af gaverne. I skal derfor tage en gave med, som koster max. 30 kr. og som kan bruges af både drenge og piger. Gaven skal være pakket ind og afleveres til mig senest på fredag d. 25/11.
Jeg glæder mig til en hyggelig december måned og en masse juleri sammen med jer.

Luciakor
Vi har lavet lidt om på lucia-øve-koret, da der var flere børn, som gerne ville være med, men som ikke kunne torsdag øve eftermiddag i SFO tiden. Derfor øves der nu torsdag i middagspausen, mens resten af skolen går på fælleden til frikvarter. Vi har 8 børn i Merkur, som har meldt sig til at være med til at øve i luciakoret og vi glæder os til at høre sangene og se luciaoptoget d. 13/12.

Rigtig god weekend, vi ses på mandag!

Hilsen
Sofie